Mennesket - og kunstneren - Jørgen Bech Kraft - er
opvokset i Sønderjylland, og er i sit kunstneriske udtryk ubevidst
præget af de store
naturforhold, som gør sig gældende i marskegnene omkring Tønder.
Den barske, til tider stormfulde natur, og den altid tætte nærhed til
havet sætter sit præg på mennesker og deres udtryk. Som autodidakt
kunstner, har han gennem de seneste år arbejdet som skulptør -
fortrinsvis i fedtsten - uden et egentligt kunstnerisk tilhørsforhold -
stilmæssigt - eller studiemæssigt.
Dog viser han klart, som det åbne - og søgende - menneske
og kunstner han er, i sin kunst klare forbindelser til oprindelig
afrikansk kunst - genoplivet - og genoplevet - i forenklede former.
Hans skulpturer gengiver i deres form de dybeste følelser
på en direkte måde i et non-figurativt, følelsesmæssigt og
ekspressionistisk udtryk og formsprog. Netop ved ikke at søge et
realistisk formsprog, genspejles de basale kræfter og stemninger i
mennesket - og i naturen.
Kræfter der udtrykker kamp og indre konflikter, men også
kræfter, der i stiliseret form i høj grad udtrykker ynde og ømhed.
I formsproget spores nu og
da en uregelmæssighed, som udtrykker det åbne grænseoverskridende
sind, der ikke fastlægger kunst og former i en fast ramme - men netop -
såvel i kunsten - som i det menneskelige - viser åbenhed overfor en
afvigen fra det gængse og det normale og mod til at være anderledes i
udtryk og form, dog altid med en ægte kunstners respekt for og høje grad
af naturlig udnyttelse af materialet.
Jens Iversen, Århus |